RØRT søger udadvendt, service-minded og ansvarsfuld kok til deli i Torvehallerne KBH

Om RØRT: RØRT er pålægssalat som du aldrig har smagt det før, friskrørt i København, på gode, ærlige råvarer. Vi undgår tilsætningsstoffer og holder igen med mayonnaisen. Til gengæld har vi et blødt punkt for økologiske råvarer, især fra lokale producenter, og for sprøde, smagfulde grøntsager i sæson. Med andre ord, RØRT nytænker en gammel klassiker og har siden stiftelsen i sommeren 2019 oplevet stor succes. Bl.a. vandt RØRT juryens særpris ved madiværksætter-festivallen Streetfood om Søerne i august 2019 og i 2020 vandt RØRT innovationsprisen ved Sol Over Gudhjem.  

RØRT’s aktiviteter er pt. centreret omkring standen i Torvehallerne, som i løbet af april vil blive totalt ombygget, således at al produktion kan blive varetaget her. Standen er en kombineret deli og spisebar. Henover sommeren forventer RØRT at lave en del pop-ups i sommerlandet og til festivaller (såfremt disse bliver afholdt).

 

Om jobbet: Til RØRTs stand i Torvehallerne i København søger vi en kok, der bliver ansvarlig for den løbende opbakning af RØRTs produkter, som udover pålægssalater omfatter mayonnaiser, tatarer, rillettes, sylteting og fermenterede ting. Du skal være butikkens anker, der sørger for at der altid er styr på opbakning, varebestilling, lagerbeholdning og egen-kontrol. Som udgangspunkt tilbyder vi en 30-timers arbejdsuge, som ligger i dagstimerne i hverdagene fra 8:30. Hvad end dette er fordelt over 4 eller 5 dage kan aftales nærmere. 

Det primære fokusområde er opbakning og madlavning, men du skal også have mod på at bistå serveringspersonalet i at ekspedere og beværte kunder/gæster når der er brug for det. Der ligger ikke noget ledelsesansvar i stillingen. 

Den daglige drift vil veje klart tungest, men du skal også tage del i den løbende udvikling af nyt RØRT pålægshåndværk samt udfordre og optimere eksisterende opskrifter og processer.

Om dig:

Du er formodentlig uddannet kok, men det er ikke et must. Bare så længe du har indgående professionel erfaring med at arbejde i køkken og kender dine grundteknikker.  

Du brænder for bæredygtighed og gode ordentlige råvarer og synes det er fedt at nytænke og bryde med konventionerne. 

Du er effektiv, har et godt overblik og får ting ud over rampen. Det er et must at du er udadvendt og socialt anlagt, da man altid er ”på” i Torvehallerne og hele tiden skal være klar til at ekspedere og give kunder og gæster den bedste oplevelse.  


Ansøgning sendes til michel@roert.dk.

 

Spørgsmål? Ring til Michel på 24751565.